Hovedbillede
Billede
sahra da silva dma blues 2024
Titel

Bluesens stjerner glimtede i Randers

Dato
Intro

Onsdag aften blev DMA Blues-statuetterne traditionen tro uddelt i Ridehuset Randers under byens festuge.

Waves
Indhold

Bluesens stjerner glimtede i Randers

Danish Music Awards Blues 2024 hyldede det bedste i dansk bluesmusik. Et blues-glad publikum blev forkælet med en storslået aften, hvor både nye stærke kort og etablerede danske navne blev hædret under Danish Music Awards Blues i Randers. Onsdag aften blev DMA-statuetterne traditionen tro uddelt i Ridehuset Randers under byens festuge.

Som altid var blues-miljøet mødt talstærkt op til det udsolgte show. Både publikum og musikere var stimlet sammen foran Ridehusets indgang langt inden showstart.

Sidste års Hoochie Coochie Woman-vinder, Sahra da Silva, indtog scenen som konferencier til stor begejstring for Ridehusets fremmødte. Aftenen bød på mere end blot prisoverrækkelser; publikum blev også forkælet med tre unikke fortolkninger af bluesmusikken i 2024.

Viktoria Siff og Loud Tiger åbnede showet med sit intime og soul-inspirerede sæt og gav en smagsprøve på, hvordan stemningsfuld blues og soulmusik lyder i 2024. Efter to statuette-uddelinger stod der energisk bluesrock på skemaet, da den karismatiske duo bestående af Søren Andersen og Jesper Binzer gik på scenen. Togolesiske Alain Apaloo tæmmede til sidst Ridehuset med sin særegne stil, der elegant bandt tråde mellem den traditionelle og moderne bluesmusik. Ene og alene på scenen lykkedes det Apaloo at fylde festlokalet med en koncentreret og intens atmosfære. Efter prisuddelingerne spillede Mojo Hands og The Blues Overdrive natten ind.

Alain Paloo. Foto: Frank Nielsen
DMA Blues-priserne blev uddelt

I løbet af aftenen blev fire priser uddelt, hvoraf tre DMA-statuetter gik til vinderne af kategorierne Blues Liveprisen, Årets Danske Bluesudgivelse og Ud Af Det Blå-prisen, der hædrer kunstnere med en innovativ tilgang til bluesmusikken. Derudover modtog en dedikeret ildsjæl prisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman for en bemærkelsesværdig indsats for den danske bluesscene. De 13 nomineringer afspejlede et bredt spektrum af bluesmusikkens forskellige udtryk og musikalske grænsekrydsninger, alt sammen med ambitionen om at fremhæve det ypperste inden for genren herhjemme lige nu.

Aegteskab. Foto: Frank Nielsen
Blues Liveprisen 2024: Sahra da Silva

Begrundelsen sagde bl.a.: "Sahra da Silva har gennem de seneste år og med stadig større styrke gjort sig selv til et uomgængeligt topnavn på den danske blues-scene. Både på plade og især live. Sammenhængene og konstellationerne kan være forskellige – små som store – men det gennemgående træk er en formidabel stemme.”

Årets Danske Bluesudgivelse 2024: Aegteskab for albummet “Aegteskab”

Begrundelsen sagde bl.a.: "Aegteskab er et relativt nyt navn på den danske scene, men består i virkeligheden af tre erfarne soulmates, der i forvejen var kendt fra andre sammenhænge. Det er der kommet et meget rost album ud af, som DMA Blues egen jury betegner som 'enkelt og lige på, ærligt. Et album som går rent ind.'”

Ud Af Det Blå-prisen 2024: Joachim Svensmark

Begrundelsen sagde bl.a.: “Når talen falder på den danske blues-scenes nye toneangivende musikere, er Joachim Svensmark stensikkert med i flokken. Han har gennem mange år slået sine folder – og fået tilskuerne til at tabe underkæben – hos et af de store etablerede blues-navne herhjemme. Men han kan i den grad også selv."

Årets Hoochie Coochie Man/Woman 2024: Charlie Tambaur

Begrundelsen sagde bl.a.: "Charlie Tambaru har gennem mange år været et vigtigt aktiv i det danske blues-land, med udgangpunkt i det danske sø-højland, hvor han i 1995 var med til at stifte B’Sharp - Silkeborg Rhythm'n'Blues Association. B’Sharp har i dag ry for at være landets ældste bluesforening, og hvor andre har måttet lukke og slukke, præsenterer B’Sharp stadig kvalitetsblues".

Viktoria Sif. Foto: Frank Nielsen
Jesper Binzer. Foto: Frank Nielsen
Danish Music Awards Blues arrangeres af JazzDanmark, Tempi, ROSA og Turbinen i Randers med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfond. DMF – Dansk Musiker Forbund har sponsoreret en af aftenens statuetter.
Hvis du har spørgsmål, kontakt:
Projektleder Lars Thor Jensen, ltj@jazzdanmark.dk