Danish Music Awards Blues blev afviklet onsdag aften. Priserne uddeles af JazzDanmark og ROSA, og for tredje år i træk var Turbinen i Randers medarrangør og ramme for begivenheden.
Prisen for ”Årets Danske Bluesudgivelse” og ”Blues Liveprisen” blev overrakt og for blot anden gang, blev “Årets Hoochie Coochie Man / Woman” overrakt til en person der har ydet en særlig indsats for det danske bluesmiljø i det forgange år – ”uden hvem blueselskere i Danmark ville have været en masse oplevelser fattigere”, som det hedder i motiveringen.
Aftenens tre musikalske indslag blev leveret af soul-sangerinden Miriam Mandipira, James Loveless og sin søn, Shaka Loveless, samt den mangefacetterede islandske sangskriver Mugison. Alle akkompagneret af multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggreen og trommeslageren Casper Simonsen.
I værtsrollen var en veloplagt MC Hansen samt en række gæsteværter fra det danske bluesmiljø.
Aftenen sluttede af med et overraskende kæmpejam, med alle de optrædende på scenen sammen med den danske supergruppe Grarup Allstars.
I ægte blues-ånd blev der efter showet åbnet for jamsession på Turbinens lille scene, anført af kapelmester H.P Lange.
Og således blev dansk blues anno 2019 fejret med manér, og vinderne blev..
Årets Danske Bluesudgivelse:
Big Creek Slim for udgivelsen "First Born" (Chico Blues Records)
Blues Liveprisen:
Grarup Allstars
Årets Hoochie Coochie Man:
Peter Nande
Danish Music Awards Blues 2019 er arrangeret af ROSA og JazzDanmark i samarbejde med Turbinen i Randers og Randers Festuge.
|