JazzCamp for Piger sætter fokus på improvisation i byer over hele landet
JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival er gået sammen om at arrangere en uge med undervisning og improvisation for piger i alderen 10-15 år. Projektet hedder JazzCamp for Piger og finder sted under Vinterjazz 2014 på fem af landets musikskoler.
JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival er gået sammen om at arrangere en uge med undervisning og improvisation for piger i alderen 10-15 år. Projektet hedder JazzCamp for Piger og finder sted under Vinterjazz 2014 på fem af landets musikskoler.
I februar sætter et nyt initiativ fokus på improvisation og piger i rytmisk musik. Det finder sted på 12 sammenspilshold på fem musikskoler rundt omkring i landet. Projektet omfatter undervisere fra landets musikkonservatorier og starter med en workshop med den norske musiker og underviser, Odd André Elveland, som på Improbasen i Norge har stor succes med jazzundervisning for børn med nye undervisningsmetoder og hovedvægt på improvisation.
JazzCamp for Piger er bl.a. afledt af rapporten ”Kønsbalancen i Rytmisk Musik” fra 2012, som bekræftede, at der er væsentligt flere mænd end kvinder i rytmisk musik (ca. 80 % mænd og 20 % kvinder), og at der i løbet af de seneste fem år ikke er sket nogen udvikling på området. Analysen omfattede både konservatoriestuderende, udøvende musikere, beslutningstagere og undervisere - og samtidig bekræftede rapporten også, at de fleste kvindelige musikere er sangere. Læs hele rapporten via linket sidst i artiklen.
Kenneth Hansen fra Copenhagen Jazz Festival udtaler: ”JazzCamp for Piger er en ny måde at forholde sig til den manglende kønsbalance i rytmisk musik. Det kan virke drastisk at sætte drengene uden for døren, men vi tror på projektet – dels fordi det er så relativt målrettet, og dels fordi vi importerer musikpædagogisk hjælp fra Norge i form af Odd André Elveland, som har en unik tilgangsvinkel til improvisationsorienteret undervisning.”
Copenhagen Jazz Festival har i en årrække præsenteret JazzCamp i København i juni og juli måned, men dette er første gang, at JazzCamp laves specifikt for pigerne, og at campen finder sted under den landsdækkende jazzfestival Vinterjazz. Der er i alt 12 hold med 50 deltagere på JazzCamp for Piger 2014.
”Indsatsen for en bedre kønsbalance i rytmisk musik er et langt træk og skal komme fra flere aktører i musiklivet: genreorganisationer, musikforeninger, fagforeningerne, LMS, musiklærere osv. Der lader til at være en god bølge i gang omkring det lige nu, og støtte til JazzCamp for Piger fra en række musikorganisationer og fonde viser, at flere har interesse i det overordnede formål med projektet” siger Lars Winther, sekretariatsleder i JazzDanmark:
JazzCamp for Piger er støttet af DJBFA, DMF, DPA , DAF og Gad Andresens Fond. Arrangør er JazzDanmark, Copenhagen Jazz Festival i samarbejde med Hvidovre Musikskole, Frederiksberg Musikhøjskole, Aalborg Kulturskole, Aarhus Musikskole, JazzCamp i Ribe og musikskoler i Region Syd, samt konservatorierne i Esbjerg, Odense, København, Aalborg og Aarhus.
Download rapporten Kønsbalancen i Rytmisk Musik her.