Tysk delegation til sommerens internationale besøgsprogram
JazzDanmark og fællesinitiativet NEUSTART henter repræsentanter fra prominente tyske institutioner til København og Aarhus.
Når sommerens jazzfestivaler fylder byrum og spillesteder med musik, bliver det som altid med prominente internationale gæster. Udover vigtige branchefolk fra blandt andet Japan, Kina og England har 2023-besøgsprogrammet et særligt tysk fokus.
JazzDanmark og fællesinitiativet NEUSTART henter repræsentanter fra prominente institutioner som Cologne Jazzweek, Karsten Jahnke Konzertbüro, Berthold Records og Sounds Good Music Agency til København og Aarhus.
I forbindelse med Copenhagen Jazz Festival vil gæsterne deltage i et fuldt booket mødeprogram med danske musikere og branchefolk, JazzDanmarks åbne Jazzbar og en fælles reception for alle internationale gæster arrangeret af JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival. De udsendte fra Berthold Records vil desuden deltage ved Aarhus Jazz Festival ugen efter.
I tråd med NEUSTARTS målsætning skal programmet styrke båndet mellem Danmark og Tyskland og øge danske musikeres karrieremuligheder i Tyskland.
NEUSTART er et fælles initiativ mellem MXD, genreorganisationerne og den danske ambassade i Berlin og er støttet af Statens Kunstfond og Kulturministeriet. Læs mere om projektet her.