|
Kids Can-projektets officielle danske koncert foregik i 2019 på Godset i Kolding ifm. Jazz i Trekanten
|
|
JazzDanmark søger deltagere fra Aarhus-området til Kids Can
JazzDanmark lancerer nu tredje og sidste omgang af det internationale børnejazzprojekt, Kids Can. I år giver vi endnu engang fem musikerbørn og to børnejournalister mulighed for at turnere Europa rundt, få nye jazzelskende venner og opleve andre kulturer.
Kids Can er et tre-årigt internationalt projekt med formålet at nytænke formidlingen af jazz fra barn til barn, at udvikle undervisningen i jazzmusik for børn samt at skabe internationale bånd mellem unge musiktalenter på tværs af de europæiske lande. I år prioriteres det at de danske deltagere er fra Aarhus-området.
21 jazzglade børn udvælges hvert år på tværs af nationaliteter. Der udvælges børnemusikere- og journalister fra hhv. Portugal, Estland og Danmark. Fra hvert land deltager desuden en lokal underviser og en omsorgsperson. Underviserne har på skift et band, de instruerer, og omsorgspersonerne sørger for det sociale.
Børnejournalister lærer at formidle om jazz
Det er børnejournalisternes job at dokumentere rejsen gennem billeder, tekst og video, som bl.a. bliver delt på sociale medier. Med fokus på at formidle jazz til børn, så giver det også bedst mening, at det er unge mennesker der får lov at kommunikere på vegne af musikerne. Børnejournalisterne bliver i løbet af projektet inviteret med til forskellige workshops og ekskursioner, tidligere år har der f.eks. været arrangeret besøg på lokale radiostationer og nyhedsaviser.
|
|
Ansøgningen til projektet er nu igang og foregår via en åben, motiveret ansøgningsproces, hvor alle kan søge. Der skal bruges fem børnemusikere i alderen 11-14 og to musikinteresserede, aspirerende journalister i alderen 12-16 fra Aarhus og omegn, da indledende øvegange vil være placeret i Aarhus. Det er obligatorisk at deltage i alle projektets aktiviteter, til gengæld er der intet deltagergebyr.
Datoerne for Kids Can 2020
16.-20. april i Tallinn (Jazzkaar)
25.-28. juni i Lissabon (Hot Clube de Portugal)
16.-19. juli i Århus (Aarhus Jazz Festival)
Projektet er finansieret af EU-midler fra programmet Creative Europe. Deltagerne sammensættes ud fra ansøgerfeltet af JazzDanmark og vores partnere. Det tilstræbes at skabe en 50/50 kønsbalance på holdet.
Du kan læse mere om ansøgningskriterierne og tilmelde dig Kids Can 2020 som musiker her og som journalist her. Ansøgningsfristen er d. 26. januar 2020.
Krav til niveau
For at deltage i Kids Can skal du været øvet på dit instrument. Der er ikke krav om et særligt niveau, men du skal ikke være nybegynder, da du skal kunne indtræde på et sammenspilshold og kunne spille med dem uden at det giver dig for mange udfordringer. Basal nodelæsning er et must. Du behøver ikke have spillet en hel masse jazz, men det er en fordel at du kender til genren. Vi forventer uanset hvad, at du har stor lyst til at dykke ned i jazzgenren igennem hele 2020.
|
|
|
|
De danske deltagere fra sidste års Kids Can var fra Kolding/Billund-området. Bandet fik mulighed for at optræde til DMA Jazz på Bremen Teater. Her ses de på den røde løber. |
|
Tre-årigt musikprojekt med børn og unge i fokus
Kids Can er et europæisk samarbejdsprojekt mellem Estland, Portugal og Danmark, der hvert år bringer 21 børn fra de tre lande på jazzturné i Europa, heraf er seks af dem børnejournalister, der kommunikerer på vegne af orkestrene. Projektet løber fra 2018-2020.
Kids Can's danske partner i år er Aarhus Jazz Festival, der vil præsentere Kids Can-orkestrene, når de er i Danmark til sommer. I 2018 var den danske partner Copenhagen Jazz Festival, og i 2019 var det Jazz i Trekanten, Kolding Musikskole og Godset, der var værter for børnejazzturnéens danske ben.
Projektet er initieret af JazzDanmark og gennemføres i samarbejde med Jazzkaar-festivalen i Tallinn, Estland og Escola de Jazz Luiz Villas-Boas/Hot Club de Portugal i Lissabon. De musikalske mentorer på Kids Can er den portugisiske pianist Margarida Campelo; percussionist Ahto Abner fra Estland og guitarist Una Skott fra Danmark. Journalistprogrammet er udviklet i samarbejde med Børnejournalistuddannelsen i Billund samt den portugisiske børneradio Radio Mioudous.
Du kan læse mere om projektet her. |
|
|