Børnejazzprisen hylder musikere og komponister, der præsenterer jazz og improviseret musik til børn og unge. Du kan nu indstille en musiker eller et band til prisen, som i år præsenteres i samarbejde med LMS - Levende Musik i Skolen. Vinderen får, udover statuetten, 5 tarifbetalte koncertjobs på grundskoler i Danmark. Deadline for indstilling til Børnejazzprisen er mandag den 16. oktober.
Vi kårer Børnejazzpris-vinderen på Posten i Odense
Børnejazzprisen uddeles i forbindelse med Danish Music Awards Jazz og er indstiftet for at anerkende de musikere og orkestre, der gør en ekstra indsats for at fange børn og unges interesse for jazz. I år afholdes Børnejazzprisen den 16. november på Posten i Odense.
Koncertoplevelsen er stadig i fokus, og derfor findes vinderen ved et særligt Børnejazzprisen-show, hvor de nominerede spiller en kort koncert, og en jury med indsigt i børnemusik og musikpædagogik træffer afgørelsen.
Indstil dig selv eller andre
Det er både tilladt at indstille dig selv eller at indstille andre, som spiller jazz særligt for børn.